Vi er en tegnestue med både arkitekt- og planfaglighed.

Vi rådgiver og samarbejder med kommuner i byfornyelsesprojekter fra første idé til ibrugtagning.

Vi udarbejder bevarende lokalplaner og lokalplaner, hvor arkitektur og byrum er bærende. Vi leverer det faglige og arkitektoniske grundlag – kulturarvsscreeninger, registreringer, analyser, redegørelser, bestemmelser og illustrationer – og kan udarbejde hele planforslag i tæt dialog med planafdelingen.

Vi kan indgå i det hele forløb eller levere afgrænsede dele:

  • Kulturarvsscreeninger/kortlægninger forud for bevarende lokalplaner

  • Stedsanalyser og kulturmiljøanalyser

  • SAVE-registreringer og bevaringsvurderinger

  • Byrumsanalyser og principper for ubebyggede arealer

  • Bevaringsbestemmelser og arkitekturbestemmelser

  • Illustrationsplaner, principsnit, typetegninger og visualiseringer

  • Redegørelsestekster

  • Samlede lokalplanforslag i kommunens skabelon

  • Borgerinddragelse – stedsvandringer, workshops, borgermøder og formidlingsmateriale

  • Bevaringsvejledninger og designmanualer, der understøtter administrationen af planen

  • Programmer, puljeansøgninger, fondsansøgninger og projekter inden for byfornyelse og områdefornyelse

Her beskriver vi, hvordan vi arbejder, og hvad vi kan bidrage med.

Vi kender planarbejdet indefra

Tegnestuen forener arkitektfaglighed og planfaglighed. Vi har mange års erfaring fra kommunal planlægning og kender lokalplanarbejdet indefra – fra de første afklaringer over formulering af bestemmelser og redegørelse til høring, politisk behandling og den efterfølgende administration.

Vi kender derfor lokalplanen fra begge sider: fra planafdelingen, hvor bestemmelserne skal formuleres, have hjemmel og kunne administreres, og fra tegnebordet, hvor de skal læses, når der søges om en ny tagkvist eller nye vinduer.

Det betyder, at vi taler samme sprog som planafdelingen og leverer materiale, der passer ind i kommunens arbejdsgange. Vi ser vores rolle som en styrkelse af kommunens egen planfaglighed – med den arkitektoniske, bygningsfaglige og kulturhistoriske viden som det, vi særligt bidrager med.

Levende lokalplaner

En lokalplan skal være juridisk præcis. Men den skal også kunne bære en arkitektonisk og kulturhistorisk ambition – og blive ved med at virke, når den skal administreres ti eller tyve år frem.

Det er det, vi kalder levende lokalplaner: planer, hvor bestemmelserne udspringer af en konkret forståelse af stedet, hvor formålet er tydeligt formuleret, og hvor redegørelse og illustrationer gør det muligt at vurdere nye projekter på et fagligt grundlag.

En plan, der både beskytter det, der skal beskyttes, og giver plads til den udvikling, der skal kunne ske.

Vi udarbejder planer med tydeligt formuleret formål og en redegørelse, der forklarer hensigten bag de enkelte bestemmelser, gør det lettere at vurdere projekter, der ikke var forudset, da planen blev skrevet – og at afgøre, om en dispensation er i strid med planens principper.

Vi bidrager gerne tidligt i processen, også når opgaven endnu ikke er helt afgrænset.

Når en bygherre tager initiativet

Mange lokalplaner udspringer af et konkret projekt – nye boliger, omdannelse af et erhvervsområde eller en ny anvendelse af en eksisterende ejendom. Her er det ofte bygherrens rådgiver, der udarbejder lokalplanforslaget eller det arkitektoniske grundlag for det.

Vi rådgiver også bygherrer i den situation. Fordi vi kender planarbejdet indefra, ved vi, hvad planafdelingen har brug for for at kunne tage stilling – og hvad der gør en proces lang eller kort.

Vi kan blandt andet hjælpe med at:

  • afklare, hvad kommuneplanens rammer og stedets forhold realistisk giver mulighed for

  • forberede en velunderbygget startdialog med kommunen

  • udarbejde stedsanalyse, principper og illustrationer, som kommunen kan tage stilling til tidligt

  • formulere et lokalplanforslag, der passer ind i kommunens skabelon og praksis

  • sikre, at projektets arkitektoniske kvaliteter bliver forankret i planens bestemmelser

Et gennemarbejdet grundlag giver færre runder og et bedre afsæt for dialogen. Og det giver en plan, der sikrer kvaliteten i det, der faktisk bliver bygget.

Kommunen er planmyndighed, og planen skal give mening for stedet. Det er udgangspunktet, også når vi arbejder for bygherren.

By- og områdefornyelse

Vi bistår kommuner med byfornyelse efter byfornyelsesloven – fra de første idéer og ansøgninger til konkrete projekter. Arbejdet tager afsæt i stedets kvaliteter og i lokalsamfundets egne visioner, og det udvikles ofte med inddragelse af borgere, foreninger og lokalråd.

Vi kan blandt andet bidrage med:

  • Programmer og ansøgninger til områdefornyelse, landsbyfornyelse, statslige puljer og private fonde

  • Stedsanalyser og udviklingsplaner, der samler indsatserne i en fælles retning

  • Borgerinddragelse og involveringsprocesser

  • Byrum, pladser, landsbyhaver, beplantning og stiforbindelser – fra idé til projekt

  • Prioritering af bygningsfornyelse og tilskud til bevaringsværdige bygninger med afsæt i SAVE-registrering

Når byfornyelse og planlægning tænkes sammen, trækker investeringerne og planens bestemmelser i samme retning. Registreringen bag en bevarende lokalplan kan for eksempel bruges direkte til at målrette tilskud til istandsættelse af de bygninger, planen skal beskytte.

Kulturarvsscreening

Før en bevarende lokalplan sættes i gang, er det ikke altid klart, hvor stort behovet er, hvordan planområdet bør afgrænses, eller hvor detaljeret planen skal være.

En kulturarvsscreening giver et fagligt overblik over et områdes kulturhistoriske værdier, inden der træffes beslutning om planens omfang.

Resultatet er et beslutningsgrundlag, som kan bruges politisk og administrativt. Det gør det muligt at prioritere ressourcerne, målrette den efterfølgende registrering og sikre, at planen fra begyndelsen omfatter det, der faktisk skal beskyttes.

Screeningen kan også vise, at der er tilstrækkeligt med andre virkemidler – eller at et område har større værdier, end man havde regnet med.

Borgerinddragelse

Den lovpligtige høring kommer sent – når planen stort set er formuleret. Tidlig inddragelse giver noget andet: viden om stedet, som ikke findes i registreringer og kortmateriale.

De mennesker, der bor og færdes i et område, ved, hvor man mødes, hvilke kig der betyder noget, hvilke bygninger der bærer stedets identitet, og hvor der er behov for forandring. Det er viden, der kan gøre planens principper mere præcise og bedre forankrede.

Vi tilrettelægger inddragelsen, så den giver input, der kan bruges i planarbejdet:

  • Stedsvandringer, hvor områdets kvaliteter og udfordringer drøftes på stedet

  • Workshops og dialog med lokalråd, foreninger, ejere og brugere

  • Visualiseringer og illustrationer, der gør planens konsekvenser forståelige for borgere og politikere

  • Opsamling, der omsætter input til konkrete principper og bestemmelser

Når borgerne kan genkende stedets kvaliteter i planen, bliver den lettere at forstå og forsvare. Det giver færre konflikter i høringsfasen – og en plan, der har opbakning, også når den skal administreres.

Samme tilgang bruger vi i byfornyelse og byrumsprojekter, hvor beboerinddragelse ofte er en forudsætning for, at et projekt lykkes og bliver brugt.

Bevarende lokalplaner med fagligt grundlag

Bevaringsbestemmelser med hjemmel i planlovens § 15 er et stærkt redskab. Men de er kun så gode som registreringen bag dem.

Generelle formuleringer om at bevare "bygningens oprindelige karakter" er svære at administrere. De giver anledning til tvivl i den enkelte sag, øget dispensationspres og en svagere position, hvis afgørelser påklages.

Vi udarbejder det grundlag, som bestemmelserne kan hvile på:

  • SAVE-registrering og vurdering af bevaringsværdi

  • Kulturmiljøanalyse og beskrivelse af bærende værdier

  • Registrering af bygningstyper, materialer, vinduer, tage og detaljer

  • Identifikation af tidligere ændringer og tab af originalitet

  • Afgrænsning af, hvad der er væsentligt for helheden - og hvad der ikke er

Vi formulerer bevaringsbestemmelser, der er differentierede efter bygningstype og bevaringsværdi, og som forholder sig konkret til de ændringer, der typisk søges om: vinduesudskiftning, efterisolering, tagmaterialer, kviste, solceller, tilbygninger og nedrivning.

Bestemmelserne understøttes af illustrationer, der viser hensigten – eksempelvis principsnit af gesims og vinduesplacering eller typetegninger af kviste og vinduesopdelinger.

Målet er en plan, som sagsbehandleren kan bruge i den daglige administration, og som giver ejerne et klart billede af, hvad de kan forvente.

Arkitektur og byrum som bærende elementer

I omdannelses- og fortætningsområder er udfordringen ofte den modsatte: at sikre arkitektonisk kvalitet i et nyt projekt uden at låse det fast på forhånd.

Vi arbejder med lokalplaner, hvor bebyggelsens skala, rytme, materialitet og forhold til gaden er formuleret som principper og bestemmelser, der kan styre kvaliteten, men samtidig efterlader plads til det konkrete projekt.

Byrummet indgår fra begyndelsen. Kantzoner, stueetager, forhaver, gårdrum, stiforbindelser, opholdsarealer og håndtering af regnvand behandles som en del af den samlede disponering – ikke som restarealer.

Stedsanalyse som fundament

Ved både byfornyelsesprojekter og ved planer -bevarende og/eller udviklende, begynder vi med en stedsanalyse.

Vi undersøger bebyggelsesstruktur, skala, kig og sigtelinjer, landskab og terræn, byrum og bevægelsesmønstre, materialer og bygningstyper samt stedets historiske udvikling.

Analysen danner grundlag for planens principper og kan indgå direkte i redegørelsen. Den giver også et fælles sprog i dialogen med politikere, ejere og borgere.

Erfaring fra planarbejdet

Lokalplaner er en ny ydelse hos NYWA, men erfaringen er ikke ny. Tegnestuens planfaglige erfaring er opbygget i kommunal planlægning i Vordingborg Kommune, her eksempler:

  • Bevarende lokalplan for Boulevardkvarteret, Vordingborg, med tilhørende kulturarvsscreening/kortlægning og fuld SAVE-registrering af området

‍ ‍https://vordingborg.cowiplan.dk/media/2009/kulturarvskortlaegning-boulevardkvarteret.pdf

‍ ‍https://dokument.plandata.dk/20_9681434_1582196710023.pdf

  • Byfornyelsen på Jungshoved – "Den blomstrende halvø", et samskabelsesprojekt støttet med 2 mio. kr. fra Trafik, Bygge- og Boligstyrelsens forsøgspulje til byfornyelse som ét af otte projekter blandt 24 ansøgere.

Med afsæt i lokalsamfundets vision om halvøen med Jungshoved By som kulturelt centrum, omkranset af landsbyer langs kysten, omfatter projektet et stedspecifikt fortællende gavlmaleri, og en folkepark til socialt samvær, leg og motion, en traditionel landsbyhave, vejbeplantning, der leder naturen ind og videre ud af landsbyen, samt kobling til cykelruten Berlin–København og vandreruten Sydsjællandsleden. Jungshoved var i 2026 en af tre finalister til prisen Årets Landsby

En del af helheden